| Rygning og selvværd |
|
|
|
|
Hvordan synes du egentlig at du går og har det? Føler du dig som en million, og blænder modkørende folk med et hvidt tandpastasmil? Kan du mærke at hvepsetaljen aldrig har været smallere og at du allerede var solbrun og bikiniklar i januar måned - strutter du af selvværd? Eller er du i virkeligheden bare en snusket og lettere overvægtig person med prustende åndedræt og gule, ormstukne tænder, og prøver du at smyge dig rundt langs hushjørnerne? Du er nok ingen af delene. Men det som i virkeligheden er skitseret her, er groft sagt Ikke ryger vs. Ryger, som situationen er i dagens Danmark (og det meste af verden med, for iøvrigt). Der er efterhånden meget lidt prestige i at ryge, og der er især sket et meget stort skred i holdningen til røg inden for de sidste 10 års tid. Der skal ikke megen fantasi til at indse at det kan resultere i manglende selvværd, og alle de ting som man finder negative ved sig selv kan ligefrem forstærkes af at man ryger, fordi man så i forvejen er "på det forkerte hold". Helt så grelt skulle det dog nødig gå, men lad os se lidt på det med selvværd og røg. Er du ryger og har du allerede nogle mislykkede rygestop bag ved dig, så lad være med at gå og tro at det lige er dig den er gal med. At stoppe med at ryge er en meget betragtelig og vanskelig ting at gennemføre, og statistikker viser at der skal helt op til mellem 5 og 9 stopforsøg til før det lykkes, og nogle gange skal der endnu flere forsøg med. Så drop tankerne om at du har for lidt viljestyrke, prøv istedet at tage et skridt af gangen, start med at tælle timerne du er røgfri. De bliver efterhånden til dage - uger - måneder, og pludselig finder du ud af at du rent faktisk HAR viljestyrke, har gjort noget godt for dig selv - og så begynder det at hjælpe på motivationen. Bare altid husk : ryger eller ikke-ryger, tyk eller tynd, raketprofessor eller lagerarbejder - der findes ikke nogle første eller andenklasses mennesker. Vi er ALLE lige meget værd.
|
| < Forrige | Næste > |
|---|
Rygepolitik 


